Forside Medlemmerne blogger Små bites og store følelser

Små bites og store følelser

Af Mikkel Holm Sørensen

Mange af jer har nok som jeg oplevet, hvordan data er blevet det nye samtaleemne og evner at sætte store følelser i spil over frokosten eller til par-middagen. Ord som overvågning og manipulation kommer hurtigt på bordet og Cambridge Analytica har overtaget Big Brother som begrebet, der får mange til at gyse. Data er tydeligvis et vigtigt emne i vores samtid, som mange har stærke holdninger til.

Vi er kommet godt fra start i ekspertgruppen for dataetik, og jeg er fortrøstningsfuld over, at vi nok skal komme frem til fornuftige anbefalinger senere på året trods sagens store kompleksitet. I min første blogpost vil jeg derfor i stedet betragte debatten om dataetik lidt som debat, snarere end detaljerne i indholdet.

Jeg arbejder med menneskers adfærd og kan ikke undgå at forholde mig til debatten om data og etik ud fra en psykologisk betragtning. Samtidig skal jeg straks indrømme, at jeg er data-entusiast og ser data som en af vor tids største gaver til at overvinde en række trusler og kompensere for menneskets egne mentale begrænsninger. Derfor undrer det mig altid, hvor store og imaginære trusler de mange bekymrede ser i data. Men også hvor stærke meninger mange har om noget, hvor deres viden er meget lille, og deres adfærd afslører, at deres holdninger ikke er hele sandheden. Vi taler om følelser og principper for noget, hvor vi ofte ikke kender realiteterne, og flyver tilbage bag tasterne til Facebook, så snart vi ytret stor bekymring for manipulation.

Der kan være flere grunde til, at data er så vanskeligt at drøfte sagligt – bl.a. at det vitterlig er et teknisk og komplekst område, der dækker alt fra jura, algoritmer og teknologi til filosofiske principper om selvbestemmelse. At abstrakte spørgsmål kan hurtigt blive noget rod, fordi man ofte diskuterer helt forskellige præmisser og aspekter af sagen. Men selv når den ene part i en diskussion om data forsøger at være konkret, kommer modparten typisk med et modsat eksempel, og så er vi lige vidt.

Jeg er selv stor tilhænger af at gøre diskussioner konkrete, men kender også farerne ved, at vi bedst husker de eksempler, som bekræfter vores holdninger og gerne anvender eksemplerne, selv om de langt fra er repræsentative. Dermed taler den bekymrede om Cambridge Analytics manipulation, som om den er allestedsnærværende og rummer muligheden for total hjernevask, hvorimod data begejstrede nærmest ikke giver at forholde sig til det, fordi det blot er ét eksempel på uetisk brug iblandt utallige gunstige potentialer.

Selve overskriften for vores arbejde – Dataetik – bevidner, at vi har med store spørgsmål at gøre. Dataetik som ord er abstrakt med abstrakt på, og jeg ville nødig give en kort forklaring af begrebet. Samtidig indikerer ordet dataetik, at data har en særlig status, der gør, at vi skal nedsætte en etisk ekspertgruppe. Vi har (så vidt jeg ved) som eksempel aldrig haft en ’kemietisk’ ekspertgruppe i Danmark, der diskuterer problematisk brug af grundstofferne og regulering af det periodiske system. Vi diskuterer sprøjtegifte, phtalater og andre konkrete problematiske anvendelser af kemiske stoffer, men ikke kemi som sådan (selv om du stadig kan møde mennesker, der afviser produkter med afsky, fordi der ’er kemi i’). 

På samme måde vil debatten om data modnes, og i stigende grad handle om specifikke måder at frembringe og anvende den viden, som data kan skabe, som vi finder problematisk. Indtil vi når dertil, vil jeg opfordre alle, der ønsker en kvalificeret bredere debat, til at anvende ord som digital tryghed og informationsmisbrug i stedet for data og etik, og generelt holde lidt igen med dramatikken. Ellers har vi en diskussion på rene synsninger, og her er data et alt for taknemmeligt emne til at lege puttekasse for alle vores holdninger til frihed, staten, kapitalisme, teknologi eller hvad man nu er optaget af. 

Jeg ved fra andre områder, at den brede interesse og debat forsvinder igen, når der komme praktiske og tekniske løsninger på nogle af problemerne. De fleste har nemlig ikke særligt stærke meninger om så abstrakte emner førend de bliver spurgt, har et konkret problem, eller brug for at stive deres ideologiske selvbillede af. Det skete som eksempel på ophavsretsområdet, hvor vi efter Netflix og Spotifys indtog ikke har samme ideologisk ophedede diskussioner om pirateri og at ’sætte kulturen fri’.

Det betyder dog ikke, at udfordringen med digitalisering er løst for rettighedshaverne, men offentligheden er gået videre til nyt emne. Det vil sikkert også ske her, selv om udfordringer med autonome krigsmaskiner, yderligere marginalisering af risikogrupper og bias i algoritmers afgørelser ikke forsvinder foreløbig.

Grunden til at data sætter følelser i spil – som robotter og kunstig intelligens har gjort det siden menneskehedens første forsøg med disse ting- er nok, at det tvinger os til at forholde os til os selv. Det minder os om en transparens, som vi ikke bryder os om, selv om vi føler os som ærlige og gode borgere. Vi vil gerne være frie til at have skiftende identiteter alt efter situationen, og så ønsker vi ikke at være stigmatiseret som person x, y eller z. Om det så er en person med diabetes, bil-nørd eller med skjult interesse for det samme køn.

Vi vil også gerne undgår at blive konfronteret med den løbende strøm af mere eller mindre hvide løgne, som vi alle bruger til at komme igennem hverdagen. Som f.eks. den nylige sag med en kvinde, der var sygemeldt, men hvor forsikringsselskabet anvendte løbedata fra Endomondo til at dokumentere, at kvinden havde et bedre fysisk helbred end angivet. At aviserne bragte historien med en vis indignation over ’overvågningen’ vidner om, at det var ikke handlede om sagens facts, men hvordan selskabet havde fået adgang til deres viden. Medierne spillede journalistisk på identifikationen i, hvordan læseren selv ville have det med at blive ’beluret’ digitalt. Især når belureren er en ’stor’ virksomhed’ overfor den ’lille’ forbruger.

Vi elsker sociale medier for at skænke os et ’front office’, hvor vi kan styre vores egen selviscenesættelse. Men når adfærdsdata skaber samtidig transparens om vores ’back office’ – alt det liv vi helst ikke vil kendes for – så bliver det mindre sjovt. Så kommer vores narrativ af, hvad vi er for et menneske på så stor en opgave, at det forringer vores livskvalitet.

Hvis vi ikke allerede er blevet deprimeret af at være vidne til alle vennernes front stage liv, som vi holder sammenligner med vores eget back stage liv i en unfair match. Endnu værre bliver det, når vi opdager, at Facebook og Google ved før os selv, hvornår vi bliver skilt, arbejdsløse, deprimerede, gravide eller andre ting som så store datamængder de råder over, giver mulighed for at forudsige. At være så forudsigelig på så intime områder er slet og ret ubærligt og umenneskeligt, tror jeg. Men vi er ikke nået dertil, hvor almindelige forbrugere giver eksistentielle grunde til bekymringer over data. Her siger vi stadig overvågning og manipulation.

Mennesket har altid stræbt efter mere viden, men vores forfædre havde nok ikke forudset at samme viden også ville angå os selv, på det niveau, udviklingen har vist. Så er mere viden ikke nødvendigvis bedre. Vi har derfor ikke enden på de udfordringer, data og større viden og bedre forudsigelser kommer til at give os og ikke mindst vores selvforståelse. Jeg håber og tror dog, at debatten om brug af data konkretiseres og kvalificeres i takt med at tingene modnes og følelsernes kølnes, så vi opnår en mere nuanceret diskussion af fordele og ulemper.

Virksomheder og myndigheder bliver mere kompetente til at anvende data og håndtere brugernes bekymringer og spørgsmål gennem klar kommunikation, tydelig værdiskabelse og hårde sanktioner fra markedet og myndigheder, når regler overtrædes. Begge udviklinger vil gøre det lidt lettere at forholde os til de tilbageværende og virkelig kritiske spørgsmål, som vi ikke har set alle sammen endnu. 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here